Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 20. juni 2022

Den som hvisker af C. A. Wolters

"Siden hun var spæd, har Shiroin været hjemsøgt af en stemme der forlanger at blive hørt. Hun kalder den ’ormen’ fordi hun kan mærke hvordan den snor sig rundt i hendes krop.

Hun ønsker sin fader, Storkejseren, død så hun kan kræve sin plads på imperiets trone, men først må hun overbevise de ti konger om at hendes køn ikke gør hende svag. Da ormen byder hende at flå kejserens strube ud, må hun dog sætte en alternativ plan i værk for at nå sin trone.

Imens ulmer den profeterede dommedagskrig, og nekromantiske dæmoner lurer i Ødelandet. Shiroin og hendes elsalvianske livvagt, Kiel, må krydse kongerigerne for at komme til fronten, og sammen bevæger de sig ind i både hinandens og bjergskovenes allermørkeste skygger."


Shiroin er kejserdatter, og hendes højeste ønske er at slå sin far Storkejseren ihjel og overtage tronen. Men det er ikke helt let, for hun skal overbevise de 10 konger om at selvom hun er kvinde, kan hun sagtnes lede landet. Indeni Shiroin bugter der sig en morderisk stemme, der hvæser om død og ødelæggelse, og som hun kalder ormen.
Kiel er elsalvianer, som er en slags vampyr. Han bliver hyret til at være Shiroin nye livvagt, og før hun kan overtage tronen, må hun sikre sig Kiels loyalitet samt besejre en nekromantisk dæmon og en ondskabsfuld heks.

Efter jeg hørte forfatteren C. A. Wolters fortælle om Den som hviskerFantasyfestivalen i 2021, har jeg glædet mig utrolig meget til endelig at sætte tænderne i den. Og jeg fik alle mine forventninger indfriet, men jeg har også altid været en sucker for en god vampyrhistorie.

Shiroin er en meget spændende karakter, og jeg synes hun er helt igennem fantastisk. Hun er ambitiøs, morderisk og voldelig, men der er også plads til at vise sårbarhed, selvom hun ikke er meget for det. Ormen indeni hende, Kuro, er langsomt ved at drive hende til vanvid, men giver hende også en utrolig styrke samtidig. Deres forhold er fuld af modsætninger og en form for afhængighed, som ingen af dem rigtig kan ryste sig fri af. 
På flere måder er Kiel lidt mere tilbagelænet end Shiroin. Han har set og oplevet meget mere end hende, og tilhører samtidig en race som alle frygter og hader. Han er heller ikke lige så optaget af magt, som hun er. Jeg håber, vi kommer til at lære ham endnu bedre at kende i de efterfølgende bøger.
Kemien mellem Shiroin og Kiel er fantastisk. Det slår gnister imellem dem, og jeg elsker det. 

Universet er inspireret af et feudalt japansk imperium tilsat en masse fantasyelementer. Det hele er virkelig gennemført og meget troværdigt beskrevet. Jeg var fuldstændig opslugt, og jeg håber, at forfatteren bygger videre på universet.
Romanen er yderst velskrevet, og jeg elsker sproget. Selvom det er en mørk og dyster roman, er der stadig plads til humor og kvikke bemærkninger. 

Den som hvisker er fyldt med magtkampe, blod, vold, rædsel, magi, kærlighed og sex. Den er fængende, underholdende og en pageturner uden lige. Det er fantasy, når det er allerbedst, og den får min største anbefaling.


5/5 stjerner

Titel: Den som hvisker
Forfatter: C.A. Wolters
Serie: Det røde daggry #1
Sprog: dansk
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet: 18. september 2021
ISBN: 9788793349759
Sideantal: 520

Ingen kommentarer:

Send en kommentar