Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

onsdag den 8. juni 2022

Vand til blomster af Valérie Perrin

"Violette Toussaint lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun sammen med den lokale sognepræst fader Cedric, bedemændene Lucchini-brødrene og de tre gravere Nono, Gaston og Elvis. Flere gange om dagen kigger de ind i Violettes køkken for at få sig en kop kaffe og en snak, ligesom også mange af de lokale kommer forbi for at få en kop eller et glas og nogle trøstende ord. Violettes dør står altid åben.
Hvad der har fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at flytte til egnen for at tage det noget særprægede job, er der til gengæld ingen, der snakker om. Lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettes dør med sin mors aske og en anmodning, der kommer til at ændre Violettes stille liv for altid."


En kollega havde meget varmt anbefalet Vand til blomster til mig, men jeg vidste faktisk intet om den, da jeg begyndte på den. Det var nok ikke en bog, som jeg selv havde fået fundet og læst, hvis ikke jeg havde fået anbefalet den af min kollega, men jeg er rigtig glad for, at jeg har fået den læst.

Jeg synes ikke, at det er særligt nemt at lave et resume af handlingen, da jeg helst ikke vil spoile for meget af den. Men helt kort bliver Violette som teenager gravid med kæresten Philippe. Hun føder datteren Léonine, og føler sig som første gang som en del af en familie. Philippe går dog kun op i sin motorcykel og affærer med andre kvinder, så da de får arbejde som bomvogtere, er det Violette der står for at passe bommen, det huslige arbejde og Léonine. Flere hændelser gør at parret får arbejde som kirkegårdspassere, hvilket Violette elsker, men som Philippe hader. Som kirkegårdspasser møder Violette mange mennesker, og en af dem kommer til at ændre hendes liv.

Vand til blomster er en utrolig stemningsfuld roman. Sproget er meget poetisk, og det var det der fastholdte min interesse i starten. Det var derfor jeg blev ved med at læse videre. For handlingen tog sin tid, før den for alvor kom i gang. Men da den så kom i gang var jeg virkelig fanget. Så blev den for alvor rigtig spændende.
Handlingen springer i tid og sted, og selvom det er Violette vi følger størstedelen af romanen, så får vi også andre karakterers synsvinkler. Det fungerede i udgangspunktet rigtig godt, men nogle steder synes jeg, vi har alt for mange afstikkere væk fra hovedplottet. Nogle af dem kunne godt, efter min mening, blive skåret væk uden det havde gjort noget. Og så havde handlingen heller ikke gået i tomgang visse steder.

Vand til blomster formår at vise både hverdagens trivialiteter og behandle livets store spørgsmål. Det er en meget smuk og fængende roman, som får en rigtig varm anbefaling fra mig.


4/5 stjerner

Titel: Vand til blomster // Originaltitel: Changer l'eau des fleurs
Forfatter: Valérie Perrin
Serie: -
Originalsprog: fransk // læst på dansk
Forlag: Alpha Forlag
Udgivet: 14. oktober 2021 (denne udgave) // oprindelig udgivet 28. februar 2018
ISBN: 9788772390574
Sideantal: 522

Ingen kommentarer:

Send en kommentar