Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 14. oktober 2022

Et lille liv af Hanya Yanagihara

"Da fire studiekammerater sammen flytter til New York, har de ikke stort andet end et ubrydeligt venskab og deres ambitioner at holde sig til. Willem prøver at slå igennem som skuespiller, JB som billedkunster, Malcolm kæmper sig op som ung arkitekt, mens Jude, en blændende juridisk begavelse, kæmper med noget helt andet: eftervirkningerne fra en fortid, som ingen af de tre andre kender til.
I løbet af et halvt århundrede bliver forholdet mellem de fire venner dybere og mørkere. I centrum står Jude. Midt i livet har han opnået at blive en succesfuld advokat i New York - men han er en mærket mand, hjemsøgt af erindringer fra en opvækst, der truer med at overtage hans liv og mærke ham for altid."


Et lille liv er en bog, som jeg har taget tilløb til at læse i flere år, ja faktisk lige siden den udkom på dansk tilbage i 2016. Det er en murstensroman (knap 800 sider), og så er genren litterær fiktion, som jeg ikke plejer at læse særligt meget af. 
Og selvom jeg både har lånt bogen på biblioteket et par gange gennem årene og set den på hylderne flere gange er det aldrig rigtig blevet til noget... 
Ikke før jeg ved et rent tilfælde tjekkede om den var på e-Reolen som lydbog og lo and behold det var den! Jeg gik i gang med den, og jeg blev hurtigt opslugt af den.

Vi følger de fire studiekammerater og virkelig gode venner - skuespilleren Willem, billedkunstneren JB, arkitekten Malcolm og advokaten Jude - igennem flere årtier, hvor de forsøger at begå sig i livet med alt hvad det indebærer af succeser, nederlag, forelskelser, glæder, sorger, venskaber og hverdagsliv. 

Fordelingen mellem de fire karakterer er til at starte nogenlunde ligeligt fordelt, hvor vi får forskellige indblik i deres tidligere (barndom- og ungdomsliv) eller nuværende liv, men så skifter størstedelen af fokusset over på Jude (og til dels også Willem). Jeg kan godt forstå, hvorfor forfatteren har truffet dette valg, men jeg savnede at høre mere fra Malcolm og JB, og ikke blot igennem Jude og Willems øjne. De blev reduceret til statister i andres liv, og det var ikke det jeg synes romanen lagde op til i starten.

Jude har haft en forfærdelig og grusom barndom og ungdom, og det sætter selvfølgelig dybe spor i hans voksenliv, og det er det størstedelen af romanen kommer til at handle om. Med hans egne øjne, er han et ødelagt menneske, der kan smitte alt og alle han rører ved med sygdom og råddenskab. Det er hårdt at læse om, men det er skrevet så godt at man bare bliver suget ind i det. Karakterne er beskrevet så troværdige, at de nærmeste hopper ud af siderne og står sprællevende foran én. 

Jeg synes, at romanen er lidt for lang. Der kunne godt have været skåret nogle sider fra. Derudover er slutningen en kende forudsigelig, men på den side kunne jeg heller ikke se hvordan, den ellers skulle have været endt andet end den gjorde.

Et lille liv er en gribende, mørk og smuk fortælling, der slår benene væk under én, og jeg er meget glad for, at jeg endelig har fået den læst.


5/5 stjerner

Titel: Et lille liv // Originaltitel: A Little Life
Forfatter: Hanya Yanagihara
Serie: -
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 18. august 2016 (denne udgave) // oprindelig udgivet 10. marts 2015
ISBN: 9788740026733
Sideantal: 793

Ingen kommentarer:

Send en kommentar