"Jeg er omgivet af fjender. Hvad laver jeg her, når jeg i stedet kunne kæmpe ved min søsters side? Kæmpe direkte mod fjenden? Svaret kom af sig selv. Det ville kræve, at Gisle underkastede sig. At han fulgte sin søsters ordrer. Aldrig. Jeg kan lyve for andre, men ikke for min søster. Gisle er kommet frem til det Sorte Tårn for at få styrken til at hævne mordet på Aske og sine forældre, eller dø i forsøget. Men hvad nu, hvis tårnet forvandler ham til alt det, han hader?"
○ Udskud ○
Gisle har bestået prøven, der giver adgang til det Sorte Tårn, og dermed er han et skridt tættere på at hævne forældrenes og bedstevennen Askes død. Men denne gang er han uden rigtig venner, og han skal atter kæmpe for at overleve og for at bestå den hårde træning og afsluttende prøver for at blive Hævner.
Forræder fortsætter dog lidt i sammen bane som etteren med aspirant/skolesettingen - nu er han bare på et andet niveau. Og han starter også ud med at have ingen venner eller allierede (ligesom i etteren), men han får dog nogle lidt tvivlsomme allierede hen af vejen.
Jeg havde måske håbet på at toeren ville bringe lidt andet på bordet, men det satser jeg på, at jeg får i treeren i stedet for.
Selvom jeg synes at de to bøger ligner lidt hinanden, er Forræder en rigtig god efterfølger til Udskud. Den er barsk, voldelig og blodig. Der er skuet op for de blodige og voldelige scener, hvilket jeg godt kunne lide. Det er en dyster verden, som forfatteren har opfundet, og jeg er glad for at der ikke bliver lagt fingre imellem. Der er stadig meget fokus på Gisle had og opgør mod Spurven, så jeg glæder mig til deres endelig kamp.
Der bliver også tilføjet nye elementer til magisystemet og universet. Drager spiller en stor rolle, og selvom vi møder dem nogle gange undervejs, håber jeg de kommer til at spille en endnu større rolle i den sidste bog. Jeg elsker nemlig en god dragehistorie og det må man sige at Anno Draconi er.
Forræder er en velskrevet, underholdende og yderst spændende roman, som jeg vil anbefale til dem, der godt kan lide dystre og barske fantasyfortællinger.
4/5 stjerner
Titel: Forræder
Forfatter: Emil Blichfeldt
Serie: Anno Draconi #2
Sprog: dansk
Forlag: Calibat
Udgivet: 30. maj 2022
ISBN: 9788794164122
Sideantal: 161
Ingen kommentarer:
Send en kommentar