Bare et kapitel mere: Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

tirsdag den 11. april 2017

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

"Det er længe siden. De var børn. Det var næsten en anden verden. Men de uger, det forår og den forsommer holdt aldrig op. Alt gik i stykker. Livet. Fremtiden. Ham. Smerten holdt aldrig op. Det var en rejse ned ad bakke, et styrtdyk fra sådan som det skulle have været, hukommelsens glansbillede af lykken, af tiden før hans mor døde, da de stadig boede i København, og han var en nogenlunde normal dreng med en sær trang til at tegne blomster, til han fortumlet, under en tung gråvejrshimmel langt væk fra København, lukkede sig ind i det hemmelige sted. I Fies hytte, Det gamle, forfaldne sommerhus. Fies sted. Et kort øjeblik havde det sted rummet et glimt af lykke og håb, men kun et kort øjeblik. Så havde livet taget over. Som livet gør. Nu gør det ondt bare at tænke på det."

Jeg har læst det meste Steen Langstrup har udgivet og derfor skulle jeg selvfølgelig også læse den nye udgivelse Skadedyr og tulipaner. Af en eller anden grund troede jeg det var en novellesamling, hvor den ide kom frem aner jeg ikke (måske titlen?), men det er altså en roman. Forfatteren kalder den selv for en dansk domestic noir og horror roman. Og horror kan man sagtnes finde i romanen.

Archibalds mor er død, og hans far har derfor besluttet at rykke dem op med rode og flytte fra København til en lille ø. Archibald er en følsom dreng, der godt kan lide at tegne blomster til sin døde mor. Desværre falder han ikke så godt til i det lille øsamfund. Alle (undtagen pigen Fie) ser ham som den mærkelig københavnerdreng, der kun bringer problemer. Faren er ikke til meget hjælp, han er kun optaget af at drikke, male og tabet af Archibalds mor. Han har ikke tid eller overskud til Archibalds problemer. Heldigvis er der pigen Fie som han ser i smug og så der hundehvalpen Mette Tulipan, som Archibald får af farbroren Lasse. De fjerner noget af Archibalds sorg. Men det varer desværre ikke ved. For Archibald bliver "venner" med nabodrengene, og det skulle han aldrig været blevet.

Jeg blev vred, da jeg læste denne bog. Sådan virkelig harmdirrende vred. Vred på de fordomsfulde øboer, der beskylder en 13-årig dreng for at gøre grusomme ting. Vred på faren der er total ligeglad med Archibald og hvad der sker med ham. Vred på de to nabodrenge, Hans og Peter, de var godt nok både modbydelige og ondskabsfulde. Og også lidt vred på Archibald, fordi han ikke rigtig sagde fra før det var for sent.

Skadedyr og tulipaner bragte mange følelser op i mig imens jeg læste den. Vrede, væmmelse, afsky, glæde. Den er bestemt ikke for sarte sjæle, da den indeholder nogle ret udpenslede voldsscener. Horrorren er der. Man får tidlig i historien at vide at der er sket noget slem, men man ved ikke hvad det er. Men efter det går der faktisk rimelig lang tid før horroren begynder. Og det er jeg lidt ambivalent over. På den ene side bygges stemningen virkelig godt op til det endelige klimaks og på den anden side ville jeg bare godt have noget mere og tidligere i historien. Men det er bare min mening, som den horrorfan jeg er, og Skadedyr og tulipaner er stadig en god fortælling, der fortjener at blive læst.