Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 4. november 2022

Ildfugl af Nicole Boyle Rødtnes

"'Jeg vil gerne være din ildfugl." Baltazar flammede op. I mørket var det endnu tydeligere, at han var meget stærkere end de andre flammer. 'Jeg ved, jeg har styrken til det,' forsatte han. 'Jeg hørte, hvad Nilas læremester sagde. Jeg kan blive en fantastisk ildfugl. Meget stærkere end gamle Goya, men Nila tør ikke. Hun er bange. Er du bange, Davie?'

Davie er kommet i lære som flammetæmmer. Sammen med sin læremester Nila skal han tæmme den vilde ild til husflammer. Men det er ikke alle flammer, der vil tæmmes, og David kommer på en stor prøve, da han og Nila forlader Zantora."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]

○ Dødsbørn ○ Blodtåge  

Davie står endnu engang uden en læreplads, da hans gamle læremester, Edward, blev brutalt myrdet af et falsk slægtskelet. Davie er opsat på at afdække sandheden, men er bange for at blive opdaget af den person, som han mistænker for at stå bag ikke blot mordet, men en hel række af andre forbrydelser. Davie får en læreplads hos Nila, som er flammetæmmer. Det er et af de farligste job, man kan varetage, så Davie må være yderst forsigtig.

Ildfugl er indtil videre den længste bog i serien på 400 sider, og hvor jeg havde håbet den genoptog hovedkonflikten fra Blodtåge, er det desværre ikke sådan det kommer til at gå. For Davie har fået ny læreplads og skal lære en helt masse om flammer og hvordan man tæmmer dem, og selvom det er spændende læsning, går der omkring halvdelen af bogen med det. Der bliver ikke rigtig bundet nogle sløjfer på bare et par stykker af de spørgsmål og små konflikter vi mødte i bog 1 og bog 2. Nej, det er bare mere af det samme som bliver gentaget i en ny indpakning. Og det er som sagt ikke dårligt for forfatteren har styr på sin spændingskurve, men jeg havde bare håbet at få lidt mere forløsning.

Hvor jeg tidligere godt kunne lide at Davie var lidt usikker og uheldig er det ved at være lidt for gentagende, og jeg savnede noget mere karakterudvikling hos ham, så han ikke bare er usikker og uheldig. Jeg savner noget mere handlekraft hos ham. Han reagerer først, når andre presser ham eller tvinger ham til det, og selvom han forsøger at forberede sig og tage sine forholdsregler (især overfor dødsbarnsfætteren), så ryger de for det meste lige ud af vinduet, når han møder modstand. Det er faktisk først til sidst i bogen at han viser handlekraft og angriber fjenden før fjenden angriber ham (der er også en enkelt scene eller to i starten, hvor han er opfyldt af hævnlyst og hvor han handler). Men det er simpelthen lige for lidt.

Det er stadig et rigtig fascineret og meget unikt univers, som Nicole Boyle Rødtnes har skabt, og hun skriver også rigtig godt. Men jeg kan ikke komme udenom at Ildfugl føles lidt som en fyldbog før vi får den endelige afslutning.


3,5/5 stjerner

Titel: Ildfugl
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Skeletter i skabet #3
Sprog: dansk
Forlag: Facet
Udgivet: 2011 // genudgivet i 2020
ISBN: 9788793456723
Sideantal: 400

Ingen kommentarer:

Send en kommentar