Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

onsdag den 23. november 2022

Misteltenen af Anne-Marie Vedsø Olesen

"Uroen breder sig i Himlinge, hvor den nye konge er ved at tabe besindelsen. Snehild, som står kongen nær, forsøger at afværge situationen, men da hendes ærkerival udsætter hende for runemagi, mister hun al sin livskraft. Dødssyg beslutter Snehild sig for at opsøge Hel, dødsrigets hersker, der som den eneste kan indvie hende i den gådefulde runekunst."


Snehild

Misteltenen er andet bind om Snehild Gråulv, og der er gået lidt tid siden vi forlod hende i det første bind. Aslak, den nye konge, er plaget af onde drømme om død og ødelæggelse, og bliver derfor mere og mere paranoid og ondskabsfuld mod hans undersåtter. Ypperstpræstinden Ragnfrid er jaloux over den magt, som Snehild har og forsøger derfor at skade og slutteligt at dræbe hende ved hjælp af runemagi. Dødssyg må Snehild rejse til dødsriget, for at få indsigt i runemagien. Samtidig truer en magtfuld røverbande landet.

Jeg er vild med det magtspil, der er mellem Snehild og Ragnfrid. Så to stærke kvinder og ikke mindst personligheder, der udfordrer hinanden på både ondt og godt i deres kamp om den ultimative magt. De er begge til den moralske grå side, hvilket er rigtig godt for historien, og gør det rigtig interessante. De tager nogle valg, som jeg er sikker på, kommer til at påvirke dem både i positiv og negativ retning, og jeg er spændt på at se hvor de ender. Især Snehild, som flere gange er blevet advaret imod nogle af de valg hun foretager sig. Min eneste anke er at der ikke var nær nok scener imellem dem, men det håber jeg kommer i de efterfølgende bøger. 
Jeg er også ret vild med Berghild, som nu er udstødt og skal finde sig en ny skæbne. Hun er nok en af de mere næstekærlige karakterer i historien, for hun formår at tage sig af nogle af dem, der har lidt - især andre kvinder.  

Jeg savner stadig et lidt større fokus på de overnaturlige væsner og mytologiske skabninger. Der er ganske vist meget mere af det end i den første bog (og det er jeg glad for), men næsten alle scener med overnaturlige væsner, med ganske få undtagelser, udspiller sig omkring Snehild. Jeg kunne godt havde tænkt mig, at alt det overnaturlige og mytologiske var mere integreret med de andre karakterer på mere lige fod (igen på nær de få undtagelser, der allerede var), så det var en lidt mere naturlig del af deres hverdag, og ikke kun fænomener, der popper hver gang handlingen lige har brug for det. 
Jeg havde måske også fået skruet mine forventninger gevaldigt i vejret, da jeg tidligere på året hørte forfatteren fortælle om serien, og sagde at der ville være smæk på de overnaturlige og mytologiske hændelser i bind to. Og det er der som sagt også, men måske bare ikke lige på den måde jeg havde håbet det på. Forfatteren er en fantastisk fortæller, og det var en fryd at se hende live, så det kan jeg varmt anbefale. 

Misteltenen er først og fremmest en historisk fortælling om slægter, skæbner, ære, intriger og magtkampe tilsat et drys nordisk mytologi. Der er nogle stærke personskildringer med, især af kvinderne, og så er det en spændende historie skrevet i et poetisk sprog.


3,5/5 stjerner

Titel: Misteltenen
Forfatter: Anne-Marie Vedsø Olesen
Serie: Vølvens vej #2
Sprog: dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 31, august 2022
ISBN: 9788711986011
Sideantal: 408

Ingen kommentarer:

Send en kommentar