Forfatter Dina K. Sjöblom debuterer d. 17 september på Fantasyfestivalen med romanen Mellem Verdener, Ragnarok, som er den første bog i en ny fantasyserie.
Dina har bogreception d. 17 september på Forlagets Klippe stand kl. 13.30. Det er også muligt at høre Dina i samtale med Eva Munk kl. 14.30, hvor de taler om Når sorg og identitetskrise finder vej til den nordiske mytologi.
Dina har været så sød at stille op til et lille interview her på bloggen, mens vi spændt venter på udgivelsen af hendes bog.
God læselyst!
Jeg er 33 år og bor i Ballerup (på Sjælland) med min mand og vores to piger på hhv. 2 og 6 år. Til dagligt er jeg fysioterapeut i hjernerystelsesteamet på Center For Hjerneskade og engelsk/dansk oversætter.
Hvad inspirerede dig til at skrive Mellem Verdener, Ragnarok?
Inspirationen til Mellem Verdener- serien startede faktisk med en Momondo-reklame. Den handlede om DNA-analyse (de der DNA-kits, hvor man laver en spytprøve) og hvordan man uventet kunne være forbundet til dele af verdenen, man ellers havde nogle bestemte fordomme eller holdninger til.
Da jeg begyndte at researche på det, faldt jeg over en historie om en mand i Nordskotland, der rent genetisk var norsk, men uden at han umiddelbart havde nogen nutidig forbindelse til Scandinavian. Det begyndte at sætte nogle tanker i gang, og da jeg fandt en oversigt over handelsruter fra oldtiden, begyndte jeg at tænke over, om den tro vi havde i Norden i oldtiden, måske kunne have været påvirket af, de kulturer de søfarende udvekslede - fx med Skotland.
Jeg har altid været fascineret af den nordiske mytologi, og var nysgerrig på at finde ud af, hvad der lå FØR asetroen – og om der måske kunne have været personligheder, der kunne have lagt det første spæde fundament for dem, vi kender fra myterne. Så der opstod tanken om at skrive en bog, der gav en lidt anderledes vinkel på den nordiske mytologi og dennes oprindelse.
Hvordan har din skriveproces været?
Jeg fik idéen til bogen, da jeg næsten lige havde fået min første datter. Så meget af skrivningen foregik, når hun sov lur, mens vasketøjet kørte eller om aftenen inden, jeg selv dejsede om.
I bakspejlet kan jeg se, at jeg havde en ret stor efterfødselsreaktion og at skrivning blev mit frirum, hvor jeg følte, jeg fandt tilbage til mig selv. Da jeg så tog på research-tur til Skotland et par måneder senere, kom der rigtig godt skub i skriverierne, og jeg begyndte at sætte tid af til det på samme måde, som jeg ville gøre med sport. Jeg tror alle med børn (store som små) kan skrive under på, at det kan være udfordrende at få tid til sig selv – af nogen art. Så det var nok noget af det mest udfordrende i skriveprocessen.
Rent skriveteknisk er jeg 100 % pantser (har jeg så senere fundet ud af, det hedder). Så jeg skrev meget, hvad der ”kom” og tog udgangspunkt i scener, hvor jeg kom med bud på, hvordan de forskellige guder kunne have set ud som mennesker.
I den proces var jeg så heldig at have én af nøglepersonerne i Forn Sidr (Dansk Asa-og Vanetrossamfund) Morten Tirssøn inde over som konsulent. Foruden at være praktiserende asatroende har Tirssøn studeret en masse inden for arkæologi, mytologi, tro og tradition og er i gang med at skrive et omfattende værk, der analyserer samtlige kilder på nordisk mytologi.
Jeg var så privilegeret, at han altid stod klar til at svare på spørgsmål og udpege, hvor jeg skulle være opmærksom på kilderne i forhold til at fortællingen blev så troværdig som muligt. Det er også ham, der har designet kraftrunen, på Alexandras arm på bogens forside.
Udfordringen ved at være pantser er, at jeg for mit liv ikke kan finde ud af at skrive kronologisk – og derfor måtte stole på at det hele alligevel hang sammen til sidst – hvilket det heldigvis gjorde.
Alexandra kom på som fortæller forholdsvis sent – samtidig med at tidsrejseaspektet kom ind over, og det gik op for mig, at jeg havde brug for en hovedperson, der ville kunne slå fra sig i en tid, hvor vold var dagligdagskost. Og i takt med at hendes historie blandede sig med den, hun skulle opleve i fortiden, begyndte trådene at flette sig ind i hinanden til en fortælling.
Mellem Verdener, Ragnarok udkom oprindeligt på engelsk. Hvordan har det været at skrive den på engelsk og derefter oversætte den til et helt andet sprog?
Jeg har altid læst meget på engelsk, og i kraft af, jeg har australsk familie, tænker jeg også ofte på engelsk. Det var også derfor, den blev skrevet på engelsk til at starte med – fordi det var det, der ”kom”.
Men Dansk fantasy er jo et fantastisk netværk at være en del af – og da jeg jo er bosat i Danmark, var der unægtelig en del af mig, der også gerne ville have bogen ud på dansk.
Det er super svært at sidde og oversætte sit eget værk – for historien blev skabt på engelsk i mit hoved. Heldigvis har jeg en far, der er translatør og han påtog sig opgaven i at grovoversætte den, så jeg havde en anden baseline at arbejde ud fra. Det fungerede overraskende godt, og så kunne jeg koncentrere mig om at ramme den tone, jeg ville have, samt lege med sproget på dansk.
Oversættelse er i forvejen en meget tidskrævende proces. Jeg kan så afsløre, at den er endnu længere, hvis man skal oversætte sit eget værk. Haha.
Hvad har været det sværeste under romanens tilblivelse?
Nok en blanding mellem at få skabt skrivetid i en småbørnsfamilie og udfordringen i at skrive på to sprog.
Og så igen det med at være pantser – når man ikke har prøvet at skrive en bog før, kan det være utrolig svært at have is nok i maven til at stole på sin skriveproces, fordi man ikke har en håndgribelig fornemmelse på hvordan (og OM) man når i mål.
Der hjalp det mig fx en del at skrive små noveller og skriveøvelser ved siden af. Dels for at øve mig i at skrive på dansk, men også for gentagende gange at få en succesoplevelse med at komme i mål, på trods af ikke at kunne skrive efter en plotplan, en bestemt rækkefølge eller tidslinje.
Hvorfor valgte du at skrive i fantasygenren?
Det er faktisk meget sjovt, for da jeg skrev den, havde jeg ikke nogen ambition om, at det skulle være en fantasybog. Jeg gik efter historisk fiktion. At bogen så blev til fantasy, var på grund af tidsrejseaspektet. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg gerne ville se fortiden gennem nutidens briller – og den er svær at forklare uden overnaturlige elementer.
Hvad er det bedste ved fantasygenren? Og hvad er det værste?
Det bedste er, at man er 100 % hersker i sit eget univers. Det er en selv, der laver reglerne, hvorfor alting heller ikke behøver være 100 % virkelighedstro. Hvis der er ”huller” i den faktiske verdenshistorie, kan man fylde dem ud, så man vil.
Det værste skulle i så fald være, at det er mit indtryk, der er mange, der har fordomme omkring, hvad fantasy egentlig er. Jeg har mødt flere voksne, der er hurtige til at sætte det i boks som noget, der mest er henvendt til børn eller teenagere, mere end det er til voksne.
Nu har serier og bøger som ”Game of Thrones”, ”Last Kingdom” og lign. selvfølgelig hjulpet på det, men det er lidt ærgerligt – specielt når man ser sådan rent nationalt og internationalt, hvor mange fede bøger, der er skrevet inden for genren.
Hvilke planer har du for fremtiden?
Jeg er aktuelt i gang med at skrive på efterfølgeren/efterfølgerne på Mellem Verdener-serien. Efter det er det planen, at jeg skal skrive en serie med min søster, der også skriver. Det bliver et virkelig spændende projekt, der kommer til at tage os rundt til både antikkens Grækenland, druidernes Skotland og Sydamerika. Titlen og handlingen er hemmelig lidt endnu.
Hvad læser du selv lige nu?
Jeg læser for det meste en blanding mellem research til 2’eren og diverse fiktionsbøger, der foregår i samme tidsperiode (jeg kan desværre ikke afsløre, hvilke præcis uden at spoile for meget). Når jeg har gang i et skriveprojekt, har jeg svært ved rumme nye historier, så i øjeblikket er jeg virkelig en sucker for at genlæse. Lige nu står den derfor på Siri Pettersens ”Ravneringene” og Malene Sølvstens ”Ravnens Hvisken” trilogi.
Find Dina her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar