Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 11. maj 2023

Sadie af Courtney Summers

"Sadie hasn't had an easy life. Growing up on her own, she's been raising her sister Mattie in an isolated small town, trying her best to provide a normal life and keep their heads above water.

But when Mattie is found dead, Sadie's entire world crumbles. After a somewhat botched police investigation, Sadie is determined to bring her sister's killer to justice and hits the road following a few meager clues to find him.

When West McCray―a radio personality working on a segment about small, forgotten towns in America―overhears Sadie's story at a local gas station, he becomes obsessed with finding the missing girl. He starts his own podcast as he tracks Sadie's journey, trying to figure out what happened, hoping to find her before it's too late."


Jeg hørte Sadie, som lydbog, og det kan helt klart anbefales. Det var en virkelig fed lytteoplevelse med både lydeffekter og fuld cast.

Vi følger skiftevis Sadie, som er en ung pige, der leder efter sin søsters, Mattie, morder. De to piger har ikke haft en nem opvækst, og igennem Sadies øjne får vi flere og flere glimt af, hvad der er sket med dem. 
Den anden synsvinkel er West McCray, som bliver fascineret af Sadies forsvinden og beslutter sig for at følge i hendes spor for at finde ud af, hvad der er sket med hende. Hans synsvinkel bliver for det meste fortalt igennem en fortløbende podcast.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg gik ind til, da jeg startede på Sadie, men der gik ikke længe før jeg var fuldstændig fanget af Sadies historie og Wests opklaringsopgave. 
Sadies historie er en brutal og smertefuld omgang, og der er ikke så meget håb at spore i den. West historie er en smule mere optimistisk, men man tør alligevel ikke rigtig stole på at den.

Som mysterie er den skruet knaldgodt sammen, og jeg sad flere gange på kanten af stolen og med nerverne op i halsen. Den er medrivende og velskrevet, og jeg kan rigtig godt lide de forskellige elementer, som forfatteren har anvendt for at få historien frem. 

Jeg vil på det allervarmeste anbefale Sadie til alle, der gerne vil læse en brutal og hjerteskærende historie om en ung piges kamp for retfærdighed.


4,5/5 stjerner

Titel: Sadie
Forfatter: Courtney Summers
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Wednesday Books
Udgivet: 4. september 2018
ISBN: 9781250105714
Sideantal: 308

tirsdag den 9. maj 2023

Dinosaurens fjer af Sissel-Jo Gazan

"Anna er vred. På sin mor, sot liv og ikke mindst på sin specialevejleder på Biologisk Institut. Da han bliver fundet myrdet, ligner det hævn, men har Anna virkelig slået ham ihjel? Politimanden Søren vil lade tvivlen komme Anna til gode, hvis hun hjælper ham med at begribe sagens makabre omstændigheder og ikke mindst med at gennemskue den naturvidenskabelige verdens indædte kamp for magt og prestige. Med ét er Anna midt i et mareridt af sammenhænge mellem sit speciale om dinosaurenes historie, sin egne fortid - og Sørens."


Jeg hørte Sissel-Jo Gazan fortælle om blandt andet sin nyeste bog, Uglens øje, på Ordkraft tilbage i april. Det var en spændende samtale, og det gav mig lyst til at læse Dinosaurens fjer, som jeg straks downloaded som lydbog.

Vi følger Anna, som står til at skulle forsvare sit speciale. Hun har en lille datter, som hun har været nødt til at lade blive passet af sin mor, som hun har et mildest talt anstrengt forhold til. Dertil har hun heller ikke et særlig godt forhold til sin specialevejleder, og da han pludselig falder død om bliver hun viklet ind i mordgåden.

Jeg ville virkelig gerne kunne lide den roman, men der var bare flere ting, som desværre ikke fungerede. Men lad os starte med de positive ting.

Jeg kunne rigtig godt lide den naturvidenskabelig del. Biologi har altid fascineret mig, og derfor synes jeg den del var virkelig spændende. Man kan virkelig mærke at forfatteren er uddannet biologi, for der er lagt meget research i, og det skinner tydeligt igennem, når man læser bogen.
Jeg kan også rigtig godt lide forfatterens skrivestil, som både er ligetil og formår at få formidlet alt den biologiske teori på en forståelig og fængende måde.

Bogen ville desværre alt for mange ting på en gang. For det første er der alt, alt for mange baggrundshistorier. Plottet drukner i alle de baggrundshistorier, og jeg havde simpelthen hverken brug for eller lyst til at høre om dem alle. Det satte også tempoet voldsomt ned i romanen hver gang, vi skulle høre om et nyt flashback. 
For det andet var det som om at mordmysteriet forsvandt. Det er ellers det jeg er mest interesseret i, når jeg en sjælden gang rent faktisk læser en krimi, men her fik man ingen gang lov til at gætte med, for der var ikke særlig meget opklaringsarbejde, og det der var, var en kende overfladisk. Søren Marhauge, som skulle forestille at være den, der skulle opklare sagen, fik ikke engang lov til. Det endte med at være en helt anden, som nærmest faldt over alle puslespilsbrikkerne. Det synes jeg desværre ikke var særlig interessant, og det var lidt at holde ham for nar, når nu han skulle være så god en opklarer.

Jeg er stadig interesseret i at læse andre af forfatterens bøger, men Dinosaurens fjer ramte desværre ikke helt plet. Den er fin, hvis du gerne vil læse en hel masse baggrundshistorier om forskellige karakterer, men den fungerede ikke rigtig som en krimi.


2/5 stjerner

Titel: Dinosaurens fjer
Forfatter: Sissel-Jo Gazan
Serie: Søren Marhauge #1
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 1. januar 2008
ISBN: 9788702092608
Sideantal: 448

torsdag den 4. maj 2023

Nye bøger #92 - tilføjelser i april


[Indeholder anmeldereksemplarer]

I løbet af april flyttede 14 nye bøger ind på mine reoler. Jeg regner med at holde lidt igen med bogindkøbene i maj, både for at spare lidt, men også for at min tbr ikke skal vokse sig endnu mere over mit hoved end den allerede er.


Jeg modtog to anmeldereksemplarer i april. Den ene var novelleantologien Kvinder skriver gys fra 2 Feet Entertainment, mens den anden var billedbogen Sol over indre by og historien om en jahat af Sophie Souid & Emilia Rubæk fra Carlsen.


Jeg købte duologien Daughter of the Moon Goddess og Heart of the Sun Warrior af Sue Lynn Tan, da jeg simpelthen ikke kunne stå for forsiderne. 


A Day of Fallen Night af Samantha Shannon er prequel til The Priory of the Orange Tree. Jeg har endnu ikke læst nogle af dem, men jeg glæder mig!
The Thorns Remain af JJA Harwood er endnu et coverbuy, så jeg krydser fingre for at forsiden matcher indholdet.


For the Wolf og For the Throne af Hannah Whitten er endnu en duologi, som jeg er meget spændt på. Den skulle være inspireret af eventyret om Den Lille Rødhætte og ulven, men andet ved jeg ikke om den.
I Who Have Never Known Men af Jacqueline Harpman har en af mine yndlings Booktuber anbefalet, og den lyder virkelig spændende.
Queen Takes Knights af Joley Sue Burkhart ved jeg ikke så meget om andet end det skulle være romance/erotica med monstre (måske?).


Jeg købte også en stak af Mindy McGinnis' ya romaner, som jeg glæder mig til at dykke ned i. Jeg har allerede læst The Initial Insult, men mangler stadig at læse The Last Laugh, Not a Drop to Drink og In a Handful of Dust.

tirsdag den 2. maj 2023

Orilium Spring Equinox 2023 - uge 4


Mandag d. 24. april
Arbejdsdagen var en blanding af kontorarbejde og møder. Heldigvis kunne jeg gå tørskoet hjem om eftermiddagen, da der var et ophold i regnvejret. Om morgen tog jeg bussen fordi det regnede en del og jeg havde min arbejdscomputer med. Det betød også at jeg ikke fik lyttet så meget til Dinosaurens fjer, da jeg kun lyttede på hjemturen. Jeg slappede lidt af inden jeg skulle lave aftensmad. Efter aftensmaden læste jeg Klovn 2 af Michael Kamp, som er en horror bog for børn. Jeg kunne godt lide den første bog, som jeg læste for et par år siden, men denne var jeg ikke så vild med. Den var forhastet, ikke særlig uhyggelig og jeg fik ikke rigtig nogle følelse med nogle af karakterne. Den var desværre meget meh.
Inden sengetid fik jeg startet på Dødedans af Carsten Bossen Christiansen, som jeg fik læst en lille smule i. 

Antal bøger: 15
Antal sider: 3.105

Tirsdag d. 25. april
I dag havde jeg nogle forberedelsesmøder samt en vagt om eftermiddagen. På vej til og fra arbejde lyttede jeg til Dinosaurens fjer. Jeg ryddede lidt op da jeg kom hjem, og så lidt YouTube inden jeg skulle lave aftensmad. Efter aftensmad læste jeg lidt i Dødedans, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om den, så jeg skiftede bog og startede i stedet for på Askenfjeld, som jeg fik læst nogle kapitler. Men jeg var pænt træt, så jeg gik tidligt i seng.

Antal bøger: 15
Antal sider: 3.243


Onsdag d. 26. april
I dag var jeg på temadag i Vejle. Det var en meget spændende dag med nogle gode oplæg om guidet fælleslæsning. På vej til og fra toget fik jeg lyttet Dinosaurens fjer færdig. Der var ting, som jeg godt kunne lide ved den, heriblandt alt det naturvidenskabelige, men jeg synes det var en meget rodet oplevelse, da forfatteren ville alt for meget. Jeg håber på at skrive en anmeldelse, hvor jeg kan uddybe nogle af tingene.
Jeg var lidt træt efter den lange dag, men jeg fik da læst lidt i Askenfjeld.

Antal bøger: 16
Antal sider: 3.348

Torsdag d. 27. april
Da jeg blev færdig med min lydbog i går, gik jeg selvfølgelig i gang med en ny. Valget faldt på Det forsvundne barn af Elena Ferrante, som er den sidste bog i Napoli serien. Jeg tror dog ikke, at jeg når at blive færdig med den i april, da den er over 20 timer lang, men jeg håber på at gøre et god indhug i den. Jeg fik trænet da jeg kom hjem fra arbejde, og om aften fik jeg set Top Gun: Maverick, som var en underholdende film. Den er dog lidt over to timer lang, så jeg fik ikke læst så meget i Askenfjeld.

Antal bøger: 16
Antal sider: 3.446


Fredag d. 28. april
Jeg havde aftenvagt, så morgenen gik med at træne, rydde op og slappe lidt af inden jeg skulle afsted.
Det var en hyggelig busvagt, hvor jeg faldt over tegneserien Søstre af Raina Telgemeier, som jeg læste i, når der ikke lige var nogle lånere. Jeg endte med at læse den færdig derhjemme. Da jeg kom hjem, gik jeg i gang med at se John Wick Chapter 2, så jeg kom lidt senere i seng end forventet. Jeg fik også lyttet til noget mere af Det forsvundne barn.

Antal bøger: 17
Antal sider: 3.698

Lørdag d. 29. april
Jeg startede dagen med at træne efterfulgt af morgenmad. Jeg fik læst digtsamlingen Jeg så en bleg sky, hørte sort regn af Hanadi Zarka. Derefter kastede jeg mig over Cerulean Sins, som jeg har holdt en længere pause fra. Ikke for den er dårlig, bestemt ikke, men fordi jeg ikke ville have at den skulle slutte. Men nu skulle den have en skalle, for at jeg kunne nå at blive færdig med den april blev til maj. Desuden er det også ved at være et godt stykke tid siden, jeg bare har læst en hel dag. Det vil jeg gerne gøre lidt oftere. 

Antal bøger: 18
Antal sider: 3.980


Søndag d. 30. april
Jeg kom ret sent i seng, faktisk først omkring kl. 2, men jeg stod stadig op kl. 7, for at kunne læse Cerulean Sins færdig. Det var en virkelig god bog. Nu skal jeg lige have skrevet en anmeldelse af den (og læst de biblioteksbøger jeg har stående), og så satser jeg på at gå i gang med den næste bog, Incubus Dreams, i maj. Jeg har også nogle fridage, der så det være fint at læse den der, for det er noget af en mursten.
Jeg fik også trænet, set nogle afsnit af Angel, samt spist en sen morgenmad, der nærmere var frokost. Jeg fik taget billeder til bloggen, set John Wick: Chapter 3, samt skrevet nogle anmeldelser til bloggen. Jeg var også et lille smut i haven og fik rykket noget ukrudt op. Jeg fik hørt nogle kapitler i Det forsvundne barn og nogle sider i Askenfjeld, som blev det sidste jeg nåede inden readathonet endte.

Antal bøger: 19
Antal sider: 4.174

Nu er readathonet officielt slut, og jeg kan godt sige, at det ikke gik helt som forventet. Jeg fik overhovedet ikke holdt mig til min tbr. Jeg er pt. i gang med tre bøger, som jeg ikke nåede at bliver færdig med. Dem regner jeg med at læse færdig i maj. Det endte med at være forbavsende lidt, jeg fik læst fra den liste. Til gengæld fik jeg læst en del andet. Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at holde mig til en tbr, især under readathons, så jeg må til at afprøve forskellige strategier, for hvad der virker bedst på mig. 
Jeg fik skrevet mine ugentlige oplæg, men var slet ikke aktiv på Instagram stories, men det er også okay. 

mandag den 1. maj 2023

April 2023


April startede med en dejlig lang påskeferie, som var meget tiltrængt fra min side. Jeg har ikke haft så mange dage fri i træk siden jul.
Jeg var i biografen et par gange, et smut på Ordkraft samt en enkel tur i teateret. Jeg var på besøg hos mine forældre, var til fest, og passede hunde, kat og høns. 
På læsefronten deltog jeg i Orilium Spring Equinox, hvor jeg lavede en opsummering for hver uge. De kan læses her: uge 1, uge 2, uge 3 og uge 4.
Alt i alt en rigtig dejlig måned.
_________

Jeg læste 19 bøger, hvoraf 3 blev hørt som lydbøger. Det blev ikke til særlig mange sider i denne måned. Kun 4.045 kunne jeg snige mig op på.

De korteste bøger var Epidemier og Myter som begge var på 60 sider. Den længste var Cerulean Sins på 544 sider.

De bedste bøger var Cerulean Sins og She Eats the Night. Desværre var det lidt langt mellem de virkelig fantastiske læseoplevelser (de to nævnte ovenfor undtaget), så det håber jeg, at jeg kan ændre på i maj.

Klovn 2 og Dinosaurens fjer overraskede desværre i negativ retning. Historien og karakterne i Klovn 2 fandt jeg ligegyldige, og den var ikke spor uhyggelig, og Dinosaurens fjer druknede i at forfatteren ville alt for meget.


Serier i april: 
Færdiglæste serier:
Geminiforbandelsen af Kim Ace
Smile af Raina Telgemeier

Igangværende serier: (som enten forfatteren skriver videre på eller som er afsluttet)
Napoli-romanerne 3 af Elena Ferrante
The Night Eaters 1 af Marjorie M. Liu & Sana Takeda
Avalon Bay 1 af Elle Kennedy
Klovn 2 af Michael Kamp
Anita Blake, Vampire Hunter 11 af Laurell K. Hamilton

DNF:
Jeg opgav ingen serier i denne måned.

Anmeldelser i april:
_________

Majs kalender byder indtil videre på konfirmation og et par ture i teateret. Der kommer sikkert helt mere til, men lige nu er den meget åben, hvilken jeg også godt kan lide.
Ellers håber jeg på godt vejr, så jeg kan komme ud og gå nogle ture og komme i haven.
Jeg har fokus på at få læst de biblioteksbøger, jeg har hjemme, og så holde kraftig igen med at låne nye, for nu skal jeg altså til at gøre indhug i mine egne.


Læste bøger:
Hanne Kvist: Cold Hawaii (Årgang 2023 Uskyld) 
Tomas Lagermand Lundme: Elsk mig i stumper og stykker (Årgang 2023 Uskyld)
Kathrine Assels: Klammo Kong was here (Årgang 2023 Uskyld)
Laura Bregnhøi Lohmann: Et liv som dit (Årgang 2023 Uskyld)
Ditte Wiese: Vild (Årgang 2023 Uskyld)
Elena Ferrante: Dem der flygter og dem der bliver (Napoli-romanerne #3) (lydbog)
Alexis Henderson: House of Hunger 
Karen Bek-Pedersen: Myter
Anna Laurine Kornum: Mit indre øje 
Kim Ace: En episk fortælling om kaos og kyssefester (Geminiforbandelsen #3) (lydbog)
Marjorie M. Liu & Sana Takeda: She Eats the Night (The Night Eaters #1)
Jens Seeberg: Epidemier
Coronamonologerne
Elle Kennedy: Pæn pige problemet (Avalon Bay #1)
Michael Kamp: Klovn 2 (Klovn #2)
Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer (Søren Marhauge #1) (lydbog)
Raina Telgemeier: Søstre (Smile #2)
Hanadi Zarka: Jeg så en bleg sky, hørte sort regn
Laurell K. Hamilton: Cerulean Sins (Anita Blake, Vampire Hunter #11)