Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 8. august 2022

Skyggen fra Nord af Julie M. Day

"Grace er blevet forvist fra landet Trafallas og sendt tilbage til menneskenes verden. Her forsøger hun at samle stumperne af sit gamle liv, alt imens minderne fra Trafallas bliver ved med at hjemsøge hende.
Men faren er ikke drevet over, og Oprørerne er farligere end nogensinde før. Samtidig lægger en Skygge fra Nord planer, der vil få fatale konsekvenser og tvinge Grace til at træffe et uundgåeligt valg."


[Anmeldereksemplar fra forlaget]


Grace er blevet forvist fra Trafallas, og hun er nu tilbage i sin hjemby Suamico. Hun har været forsvunden et halvt år, og hendes nærmeste har selvsagt været syge af bekymring. Hun kan til at starte med ikke huske, hvor hun har været, men snart letter tågerne fra hendes hukommelse, og hun længes efter atter at være i elvernes verden.
Hun får da også snart mulighed for at vende tilbage til Trafallas, da en ondskab truer både menneskene og elvernes verden.

Skyggen fra Nord virker på nogle måder som den typiske 2'er, hvor der skal ske en masse samt bygges op til den endelige episke kamp i den tredje og sidste bog. Det gør nu ikke så meget, for jeg var godt underholdt det meste af vejen. 

Jeg synes, at forfatteren har skabt et rigtig spændende univers, som bliver endnu mere udfoldet i denne roman. Der er strammet op nogle steder, som virkelig klæder universet.
Graces drømmeevne er fascinerende og rigtig godt beskrevet. Jeg er også virkelig spændt på hvordan Morfildors evner kommer til at udfolde sig, da han virker til at være en interessant person. Der bliver i hvert fald hintet til ham og hans evner en del.

Resten af karakterne fremstår også mere helstøbte, og jeg kan godt lide at vi lige komme et spadestik dybere ned end i 1'eren. Jeg savner dog noget mere ligeværdighed i Grace og Zachos' forhold. Der er sket en lille udvikling i forhold til 1'eren, men jeg synes stadig at Grace er alt for underdanig og eftergivende i forhold til Zachos, og jeg var træt af at Zachos ofte behandler hende som et barn. Jeg havde gerne set hun havde givet ham noget mere modspil. 
Det gælder for resten de fleste relationer Grace har. Hun tilgiver og udglatter alt for meget efter min mening. Jeg ville gerne have set hende med noget mere selvstændighed og respekt for sig selv.
Elverfyrsten Ethellion får en større rolle i denne bog, fordi han gør noget, der gør at Grace ikke kan smides ud af Trafallas. Jeg forstår til dels hvorfor han gør det, men jeg var bare ikke særlig vild med ham. Han får nemlig mulighed for at manipulere med Graces følelser via hans magi og et magisk bånd han danner med hende, og det udnytter han i stor stil. Det brød jeg mig slet ikke om, for jeg synes det er giftigt, sådan at manipulere med andres følelser, og ikke stoppe igen, når man bliver bedt om det flere gange. Det kan godt være han siger, at han har gode intentioner, men det giver jeg intet for, fordi så ville han stoppe, når Grace siger det.

Jeg var helt vild med slutningen og dødsfaldet. Det var uventet og modig, og jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at ske i 3'eren efter at have læst den.

Skyggen fra Nord er en solid og underholdende efterfølger, der formår at åbne universet endnu mere op. 


3/5 stjerner

Titel: Skyggen fra Nord
Forfatter: Julie M. Day
Serie: Grænsen til Trafallas #2
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Leatherbound/Dreamlitt
Udgivet: 15. juni 2018
ISBN: 9788793506114
Sideantal: 625

Ingen kommentarer:

Send en kommentar